"På et velvalgt tidspunkt ifølge den victorianske tidstabel vender maleren sig med ryggen mod det våde lærred, dypper for en sidste gang penslen i brændt sienna, hvorefter han i et artistisk sving drejer sig bagud for vandret at bevæge sig ind over det evigt gamle, forblæste landskab, hvor solgyldne græstotter stikker frem i de blåsorte skygger.
På balancepunktet over bakkehøjdens stensætning skuer han over det tabte land, idet han i en kraftanstrengelse forsøger at løsne materiens snærende bånd og afføre sig sin livsmaske for at forene sig med en længst forgangen tidsånd.
Mens fuglesangen i det fjerne forvandles til sentimentale evergreens for hans ører, tørrer farverne ind under ham, og de sjældne motiver fastholdes for en tid …"